Hjem - Lions Hellerup

Menu

Det har vi gjort

Det har vi gjort:

En anden måde at præsentere sig på.


Fredag den 25. september skulle der i Gentofte have været Kulturnat og også Frivillig Dag, hvor foreninger kan præsentere sig selv.

Covid19 satte også en stopper for begge disse arrangementer. Men Frivilligcenter Gentofte indbød i stedet foreningerne til at komme i studiet for at præsentere sig selv. Man ville lave en præsentation af foreningslivet i Gentofte.
Denne invitation tog Lion Hellerup imod og den 25. september mødte Helle Drastrup og Bent Jespersen op i Frivilligcenter Gentofte, hvor en professionel kameramand søgte at få det hele i kassen.
Begrænsningens kunst er den sværeste, når man vil fortælle om noget man brænder for. Men vi havde kun 90 sekunder. Trods forsøg på at lave et stringent script måtte der 3 forsøg til før alle budskaber kunne kortes ned, så det forhåbentlig giver mening inden for 90 sekunder.
I skrivende stund kender vi ikke resultatet. Der skal lige redigeres i råmaterialet, men på et tidspunkt vil resultatet fra Lions Hellerup – blandt de mange andre foreninger – være at finde på https://frivilligcentergentofte.dk/
Sekvensen overlades også til klubben, der så kan bruge denne på hjemmeside og Facebook.


Lions Hellerup hjalp med at få sendt container med bøger til bibliotek i Grønland


Biblioteket i Ittoqqortoormiit - tidligere Scoresbysund - har et stort behov for at få flere bøger til det sparsomme udvalg på hylderne.

Naja Mikkelsen, der er formand for Ejnar Mikkelsens Østgrønlands fond, tog derfor initiativ til en indsamling af bøger og fik blandt andet doneret bøger fra GEUS - Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse, Arktisk Institut og Det Grønlandske Selskab

Imidlertid måtte hun erkende at fragt til Grønland har omkostninger, og hun fik derfor hjælp af Lions Hellerup og Lions Danmarks Grønlandsfond til denne udgift.
Det var vigtigt at få bøgerne af sted med det sidste skib inden isforholdene lukker muligheden.
Lions Hellerup stillede derfor også arbejdskraft til rådighed ved at hente bøgerne og pakke containeren (se billedet), så den kunne komme til Ittoqqortoormiit.

Hurtig, direkte hjælp fra Lions til Beirut


Lions Katastrofehjælp støtter lokalt hjælpearbejde med 150.000 kr.

Lions Hellerup har gennem Lions Katastrofehjælp været med til at yde hjælp til afhjælpningen af katastrofen i Beirut. Hjælpen sker gennem en lokal Lions Club.

”Ødelæggelserne i Beirut er næsten ubeskrivelige,” fortæller Amine Hascha fra Beirut Downtown Lions Club. ”Vores klubs medlemmer har været travlt beskæftiget med at hjælpe ofrene efter tirsdag morgens eksplosion”. Eksplosionen i kunstgødningslageret på Beiruts havn var så kraftigt, at den kan sammenlignes med en mindre atombombe.

Siden katastrofen har klubben sammen med en lokal hjælpeorganisation, BEYOND, hjulpet næsten 200 familier med at få tag over hovedet og få medicin, vand, mad og fornødenheder bragt ind i centrum af Beirut, og hjælpearbejdet fortsætter.

”Vi har næsten ikke tid til at sove”, beretter en træt Amine Hascha på Zoom fra Beirut. ”Havnen er ødelagt, det samme er store dele af byens centrum, og eksplosionen har forårsaget skader i en radius af 15 km fra havnen”, fortsætter Amine Hascha.

135 er rapporteret døde, mens tusindvis har fået skader på grund af glassplinter. På grund den enorme trykbølge er vinduer og vægge blæst i stykker og mange har fået alvorlige skader på kroppen.

Beirut Downtown Lions Club arbejder tæt sammen med en lokal hjælpeorganisation BEYOND Association og Libanons sundhedsministerium, og hjælpen fra Lions Katastrofehjælp bliver brugt dels til uddeling af førstehjælpspakker og medicin af klubbens medlemmer og dels til mobile lægeklinikker gennem BEYOND.

”Hospitalerne i Beiruts centrum fungerer ikke, fordi de er hårdt ramt af eksplosionen, så derfor er der stort behov for mobile klinikker inde i området,” fortæller Amine Hacha, der glæder sig over den hurtige hjælp fra Lions klubberne i Danmark.

Følg Lions